Foreningen af Maskinkonsulenter 1965-2010

En kort fortælling


Forord

Igen blev det gamle udsagn om, at det er let at skrive meget, men svært at skrive lidt, bekræftet, og hermed er læserne advaret!

Begyndelsen

Foreningen blev stiftet i 1965, da en kreds af aktive maskinkonsulenter ansat i forskellige landøkonomiske foreninger gik sammen og dannede Foreningen af Maskinkonsulenter (F.a.M.)

Forud havde der været udmærkede kontakter mellem disse konsulenter, men det var på et mere ”løst” grundlag. Nu fandt man, at det kunne være fordelagtigt at få disse kontakter rettet ind efter mere faste retningslinier og blandt andet derfor denne foreningsdannelse, som nu har eksisteret i 45 år.

Vedtægterne

Først lidt om vedtægterne, som blev ændret flere gange i foreningens historie. Ikke på afgørende vis, men nærmest som tilpasning til udviklingen.

Oprindelig var det agronomer (cand. agro.) ansat som maskinkonsulenter i de landøkonomiske foreninger og med berettigelse til statstilskud, der kunne være medlemmer. Dette blev ændret i 1976 til, at andre med tilsvarende uddannelse kunne optages som medlemmer. Her tænkte man formentlig på ingeniører og landbrugsteknikere med speciale i teknik. I samme vedtægtsændring blev det bestemt, at med bestyrelsens godkendelse kunne assistenter hos maskinkonsulenter i de landøkonomiske foreninger også blive medlemmer.

Vedtægtsændringer

I 1977 gik et medlem af foreningen på pension. Nemlig H.J. Petersen, Odense, også kaldet Maskinpeter. Denne situation var der ikke taget højde for i vedtægterne.

Man ville gerne beholde de afgående som medlemmer, men dette krævede en vedtægtsændring. Det gik man så og overvejede i nogle år, uden at der skete noget. Dog, det stigende antal gråhårede medlemmer af foreningen varslede, at i løbet af få år ville flere afgang på grund af alder blive en realitet.

I 1984 fik man da lavet vedtægtsændringer, så seniorer fik ret til at søge optagelse som passive medlemmer af foreningen. Dog kun under forudsætning af, at de ikke havde påtaget sig lønnet arbejde i private firmaer med tilknytning til maskinbranchen, og kun med generalforsamlingens godkendelse.

I 1988 ændrer man igen i vedtægterne, så der nu blev givet adgang til medlemskab for andre end personer med faglige relevante uddannelser, men stadigvæk kun med generalforsamlingens godkendelse.

Bestyrelsen havde ellers lagt op til, at dennes godkendelse var tilstrækkelig. Men nej, medlemmerne ønskede fremdeles, at det var generalforsamlingen, der skulle godkende disse andres mulige optagelse.

Et udtryk for, at man hægede om eksklusiviteten. Nettet skulle være finmasket.

Ved samme lejlighed bestemmes det, at medlemmer, der går på pension fortsat kan være medlemmer af foreningen, blot de ikke overgår til andet erhverv. Altså uden godkendelse af bestyrelse og generalforsamling.

I 1997 ændredes sidstnævnte dog til, at nævnte medlemskab kun er som passiv medlem.

I 2002 vedtager man, at ansatte ved Statens Jordbrugsforskning, afdelingen for maskinteknik kan blive medlem af foreningen.

Altså en yderligere udvidelse af medlemskredsen.

En udvidelse, som nødvendiggjorde en passus i vedtægterne om bestyrelsens sammensætning, der bestemmer, at formanden skal være maskinkonsulent ansat i en landøkonomisk forening. Ligeledes at mindst 2 andre af den 5 mands bestyrelse også skal være ansat i landøkonomiske foreninger.

Man ville ikke risikere, at majoriteten i Foreningen af Maskinkonsulenters bestyrelse overgik til ikke maskinkonsulenter.

Den højeste myndighed

I det hele taget tog man det virkeligt alvorligt, at den passus i § 4 i foreningens første vedtægt af 1965, der fastslog, at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Man mødte op til de årlige generalforsamlinger. Mødeprocenten var høj.  Jeg vil anslå til mellem 90 og 100.

Der blev lyttet til formandens og udvalgsmedlemmernes beretninger, og der var efterfølgende en livlig debat. Sober, men kraftfuld og fuld af gode input. Måske skulle vi hellere sige indspark!

Nedenstående referat af en debat fra en tilfældig generalforsamling anskueliggør dette tydeligt. Tonen var bramfri og munter, men seriøsiteten var der ikke noget i vejen med. Bemærk referentens reaktion på en udtalelse, som fik ham til at løfte blyanten for en kort stund. Godt nok har man ytringsfrihed, men ikke alt egner sig til at blive sat på skrift.

Se bilag

Formålsparagraffen

Paragraf 2 i vedtægterne er formålsparagraffen. Den er kortfattet, men rammende, og er stort set ikke ændret i hele foreningens historie.

Se bilag

Vi skal hjælpe hinanden med viden. Vi skal søge viden i alle tilgængelige kanaler, og vi skal ikke gå og ruge over personlig viden, som kan komme kollegerne til gode.

Endvidere skal foreningen varetage fælles opgaver og medvirke til samlet optræden udadtil.

Dette har foreningen også levet op til gennem årene. Ingen skulle stå alene med problemerne og ingen skulle føle sig forladt i situationer, hvor omverdenen optræder truende.

Efteruddannelse på alle niveauer

At højne medlemmernes faglige viden! En højt prioriteret opgave blandt mange andre opgaver. Vigtigheden af altid at være på forkant af udviklingen. Konsulenterne skulle rådgive landmændene i investeringssituationer. Altså, hvis disse stod over for nyanskaffelser af nye tekniske hjælpemidler til bedriften. En rådgivning, der både sigtede på det økonomiske og på det tekniske. Desuden at formidle viden om korrekt anvendelse af den nye teknik. Sidstnævnte i reglen i form af kollektiv undervisning af landmændene på møder og i demonstrationer i marken.

Derfor var det en betydningsfuld opgave for den nye forening og dens bestyrelse at være mellemled mellem videncentre, leverandører, og andre, der kunne bidrage med nyttige oplysninger til konsulenterne. Der blev arrangeret korte kursus, møder med erfaringsudvekslinger mellem konsulenterne, besøg hos relevante virksomheder og institutioner, som kunne bidrage med aktuel faglig viden.

Kursuscenter Tune

Det var et vældigt spring fremad med hensyn til efteruddannelse, da Landbrugets kursuscenter Tune Landboskole blev en realitet i 1970erne. Her blev tilbudt ugekurser, hvor bestemte emner blev taget op til indgående behandling af højt kvalificerede undervisere.

Senere fik maskinkonsulenterne udvirket, at man også kunne gennemføre såkaldte informationskurser, hvor forskellige emner blev behandlet inden for samme ugekursus. Endelig blev det skikken, at disse informationskurser var forbeholdt maskinkonsulenterne. Det var meget værdifulde arrangementer, hvor nye teknikker og tendenser inden for landbrugserhvervet blev behandlet, og hvor erfaringer om samme kunne udveksles.

Værdifuldt var også det kollegiale fællesskab, som blev udfoldet på disse årligt tilbagevendende informationskurser.

F.a.M. var dybt involveret i planlægningen af informationskurserne, idet et medlem af bestyrelsen, eller et af bestyrelsen udpeget repræsentant var med i planlægningen, med pligt til at melde tilbage til bestyrelsen om programudkastet til kursus. Herefter var der lejlighed til at komme med indsigelser eller påpege særlige ønsker. Jo, der var styr på tingene her som på mange andre områder i vor forening.

Ud over dette specielle kursus, var der flere andre kruser, som behandlede emner af mere tværfaglig karakter. Også på disse kurser deltog vore medlemmer, så vi stræbte virkelig efter at holde os videnmæssigt ajour, ja helst et godt stykke foran.

En dynamisk tid

Rådgivningen til landmændene i perioden indtil begyndelsen af 70-erne var centreret omkring nyanskaffelser af traktorer. Nu efterspurgte man større traktorer med mere universelle anvendelsesmuligheder. Mere ydedygtig hydraulik, flere gear, øget sikkerhed og komfort.

Desuden var plove og pløjning også meget på programmet. Nye konstruktioner og større plove, selvkørende mejetærskere, korntørringsanlæg, hø- og halmbjergning og –transport og meget meget mere. En bred vifte i en tid, hvor det gik stærkt med mekaniseringen i landbruget, og hvor mange landmænd, især af den ældre generation stod noget fremmed over for alt det nye, der blev tilbudt.

Jo, der var meget rigeligt at se til. Hele tiden nye udfordringer og nye tiltag at tilegne sig, vurdere og videregive til landmændene.

Der var en betydelig stigende efterspørgsel efter vejledning i det ekspanderende felt, som maskinteknik i landbruget var og fremdeles er

En anonym tid

Desværre har vi ikke noget nedskrevet til rådighed, som kan fortælle i detaljer om foreningens historie fra stiftelsesåret og indtil generalforsamlingen i 1973.

Protokollerne er bortkommet, så det er mundtlige overleveringer fra de medlemmer, der var med i disse første år, vi må henholde os til.

Jagt efter viden

Der blev afholdt korte kurser om aktuelle emner forskellige steder i landet. Midlerne var få, så det var gennemgående under ret enkle forhold, man mødtes, men resultaterne var gode. Ligeledes var arrangementerne med erfaringsudvekslinger gode. Der blev lukket op for gode og mindre gode erfaringer med de mange tekniske nyheder, der blev tilbudt landmændene, og der er ikke tvivl om, at mange ”vilde” investeringer blev bremset i planlægningsfasen.

Bestyrelsen gjorde dengang som altid senere en stor indsats med at være med i planlægningen af arrangementer, som relevante institutioner og maskinfirmaer indbød til. For sidstnævntes vedkommende var det en kamp om af få dem gjort forståeligt, at vi som tekniske rådgivere ikke var interesseret i salgstaler, men derimod var ude på at blive delagtiggjort i tekniske detaljer, så det var medarbejderne med indsigt i disse, vi ville møde.

Landskonsulenterne

I 1970-71 etableres Landbrugets Rådgivningscenter. Her blev oprettet en afdeling for teknik i landbruget, Landskontoret for Bygninger og Maskiner, med egne konsulenter, som skulle være til rådighed med specialviden til os konsulenter i marken. Altså ikke konsulenter, som skulle rådgive direkte til landmændene. Denne institution blev af uhyre værdifuld nytte for foreningens medlemmer.

Landskonsulenterne virkede også som mellemmænd mellem os i marken og de folkevalgte på landsplan, men det var som videnbank, vi fik stor gavn af dem. Desuden stod de til rådighed som medarrangører ved de større landsdelsdækkende maskindemonstrationer.

Maskintjenesten

Under Landsudvalget for Bygninger og Maskiner, hørte Maskintjenesten, hvis opgave var at lave orienterende undersøgelser af ny teknik og de dertil hørende maskiner og redskaber, når disse arbejdede i det praktiske landbrug. Lokale maskinkonsulenter var ofte medvirkende ved disse undersøgelser, som resulterede i et meget stort antal meddelelser om iagttagelser og bedømmelser. Resultater som vi maskinkonsulenter havde stor gavn af i rådgivningsarbejdet.

Landskonsulent Svend Eriksen var i mange år leder af Maskintjenesten, og hans indsats på området var meget påskønnelsesværdig. Han var hurtigt ude, når der var nye metoder og redskaber i brug hos landmændene, og en saglig bedømmelse lod ikke vente længe på sig.

Maskinoversigten

En anden opgave, som Landskontoret for B og M tog sig af, var udarbejdelsen af Landbrugets Maskinoversigt, hvor en meget stor del af de på markedet værende traktorer og maskiner til landbruget var beskrevet med relevante tekniske data. Et digert værk, som blev udgivet hvert år i revideret form og med tilføjelser af nytilkommende data.

Et virkeligt godt opslagsværk, som altid lå på skrivebordet ved telefonen, så vi hurtigt kunne besvare spørgsmål fra landmanden i den anden ende af telefonforbindelsen.  Senere blev Maskinoversigten lagt over på EDB, så data kunne aflæsse på skærmen. Landskonsulent Poul Casper var manden bag dette projekt, som han med stor flid og akkuratesse passede i mange år.

Traktorkontrollen

Publicering af Traktorkontrollens resultater var ligeledes en opgave for Landsudvalget for B og M. Heri kunne vi læses om godt og dårligt ved det meget store antal traktorer, som Traktorkontrollens bremseassistenter havde haft koblet på prøveudstyret. Når disse resultater så blev kompletteret med assistenternes mundtlige og ofte meget farverige rapporter på de periodiske kvartalsmøder, var vi godt hjulpet med viden på dette område.

Landskonsulent Palle Duedahl var her primus motor, men det var de uhyre flittige bremseassistenter, der kom med resultaterne. Det var beundringsværdigt, hvad de udførte disse udholdne og arbejdsomme mennesker, der stod i kulde og træk i landmændenes maskinhuse eller på gårdspladser i os og røg fra de hårdt arbejdende traktorer, der blev presset til det yderste, for at vise, om de levede op til specifikationerne.. Altid havde bremseassistenterne sorte negle, og tit lugtede de af dieselolie. Men, som en af de mere slagfærdige af slagsen sagde: ”Det er nu engang vores image og parfume”.

Læs og se

Vi skulle hele tiden følge med i hvad der kom af nyheder og ændringer i den vifte af tilbud, der kom til landmændene inden for det tekniske område.

Fagtidsskrifterne fortalte om disse, så vi måtte være flittige læsere af danske og udenlandske blade.

Ligeledes var det uomgængeligt nødvendigt at besøge maskinudstillinger både i Danmark og i vore nabolande.

Det var et slidsomt job, at gå fra udstillingsstand til udstillingsstand for at erfare nyt, men det var meget givende. Vi skulle kende til tingene og mange detaljer, før dem vi skulle tjene med råd, landmændene spurgte om vor mening om dette eller hint.

Erfaringsudveksling De 4 minutter

Vi lærte meget af meget af hinanden.

Næsten hver gang, vi havde været sammen til møde eller ved anden lejlighed, sluttede vi af med ”konsulentens fire minutter”. Det vil sige, at hver enkelt deltager inden for et tidsrum på fire minutter kunne fremlægge eller fortælle om en eller flere oplevelser inden for sit arbejdsområde. Gode nyheder eller dårlige nyheder, som på denne måde blev gjort tilgængelige for alle i kredsen. Fremlæggelsen blev i reglen forelagt i en ret bramfri tone, En spade blev kaldt for en spade, og ikke et redskab til af grave et hul i jorden med.

Engang var det på tale, at invitere medlemmer fra pressen til disse møder, men dette blev kategorisk afvist af flertallet, idet man ikke ville føle sig tvunget til at udtrykke sig i floromvundne diplomatiske vendinger om hændelser, der kunne beskrives kort og kontant.

Altså var de fire minutter uden for referat, men alligevel meget velforståelige.

I tiden derefter kunne vi så få udbygget de forskellige bemærkninger på mødet ved at tage telefonen og spørge kollegaen mere indgående om det forelagte.

Synlighed

Foreningen havde held og styrke til at få sat sit fingeraftryk på mange relevante sager, som man fandt, kunne udvikle sig til problemer for landmændene.

Eksempler kunne være, da myndighederne kom med forslag til bestemmelser om at alle ældre traktorer skulle forsynes med styrtsikkert førerværn i lighed med fabriksnye traktorer.

Det drejede sig om mange tusinde traktorer af ældre herkomst, som stadigvæk gjorde tjeneste på bedrifterne, men i reglen i meget begrænset omfang. Det var bestemmelser, som kunne have medført meget store bekostninger for de ramte landmænd. F.a.M. gjorde en stor indsats på området med møder og skrivelser, og der er næppe tvivl om, at man her medvirkede til at få en fornuftig løsning, så de store bekostninger blev undgået.

Nu skal man ikke heraf skønne, at maskinkonsulenterne var modstandere af sikkerhed og komfort i landbruget. Tværtimod, man var virkelig fortalere for, at landbruget skule være både en sikker og en bekvem arbejdsplads, men alt skulle anskues ud fra en saglig vurdering.

Blandt andre eksempler på foreningens meningstilkendegivelser var i forbindelse med udformningen af standardkøbekontrakter, Ligeledes indholdet i garantibestemmelser, hvor man også kom med udtalelser, og hvor der fra de involveredes side blev lyttet og rettet ind efter vor opfattelse.

At sætte fingeraftryk

F.a.M. har gennem tiderne været repræsenteret i forskellige for foreningen relevante udvalg.

Nævnes skal Landsudvalgets udvalg vedr. Maskintjenesten. Ligeledes udvalget for Maskinoversigten. Desuden Demonstrationsudvalget, i hvilket Maskinbranchen også havde sæde. Elforsyningsselskabernes udvalg for oplysning om el i landbruget. ELRA var det forkortede navn. Her var vi med i mange år, og det samme var tilfældet Brandteknisk Udvalg, som især fokuserede på forebyggelse af ildebrand i forbindelse med korntørringsanlæg. Senere også om risikoen ved halmfyr i landbruget.

Vi var også med i Standardiseringsudvalget, hvor man udarbejdede forslag til standardisering af mange forskellige enkeltdele på landbrugsmaskiner. Noget af det, der fyldte meget i dette arbejde, var standardisering af kraftudtagsaksler på traktorer, samt geometrien i trepunktophænget (t .p.o) på traktorer. Et meget seriøst udvalg, som arbejdede flittigt, men hvor resultaterne var uhyre lang tid undervejs.

Og så var vi med i udvalget for planlægning af efteruddannelseskurser, der havde interesse for vo medlemskreds. Her opnåede vi generelt meget gode resultater, som resulterede i kurser, der var tilpasset til foreningens medlemmer.

Glemmes skal heller ikke vor plads i udvalg under Foreningen af danske Landbrugskonsulenter samt Dansk Agronomforening.

Jo, Vi gjorde vor indflydelse gældende mange steder og generelt med gode resultater. F.a.M. var en forening med et relativt lille medlemstal, men en forening, der havde en uforholdsmæssig stor indflydelse. Der blev lyttet til vore synspunkter!

Sammenhold

En medvirkende årsag til ovennævnte var blandt andet, at vi var kendt for at have et vældigt godt sammenhold i foreningen. Vi optrådte i enighed. Ingen havde held til at drive kiler ind i dette sammenhold, hvor parolen var: Alle for en! En for alle!

Meningerne kunne godt brydes ved vore faglige sammenkomster, men dyb uenighed blev der aldrig tale om, og udadtil var der ingens vaklen.

Samarbejde

Vi havde som medlemmer også et godt samarbejde om at løse opgaver, som krævede fleres medvirken. Det kunne være, når vi virkede som dommere ved pløjestævner, såvel regionale som landdækkende. Her var et antal altid tilsagt. Ikke de samme hvert år, idet alle skulle have chancen eller pligten, om man vil, til at yde en indsats. For det kunne godt være et surt job, især når vejrguderne var os imod. Tidspunktet var altid efteråret, hvor regnen kunne drille.

Personligt husker jeg en pløjedag på Mors, hvor det havde regnet adskillige dage i forvejen, og faktisk også gjorde det en del af selve dagen. Vi gik og vadede i pløre til knæene den ganske dag, om end vor lokale kollega, E. Kold Jespersen påstod, at han med stor omhu havde udvalgt den letteste jord på Mors som konkurrencefelt.

Nå, vi fik kåret årets mester i pløjning, og vi havde en hyggelig aften som afslutning på pløjestævnet

Maskindemonstrationerne

De årlige maskindemonstrationer var vi også fælles om at arrangere, eller at være medarrangører i. Det var os som maskinkonsulenter, der stod for meget af det praktiske i disse arrangementer. Også her var det kollegaerne fra landsdelen, hvor demonstrationen blev afholdt, der trak læsset De øvrige kolleger fra resten af landet mødte dog op, for i ro og mag at kunne studere maskinernes præstationer. Nogle tog disse oplevelser meget alvorligt og løb marker op og marker ned, for at nærstudere arbejdskvalitet og kapacitet. Også dette kunne være ganske anstrengende. Bare det at komme tæt på, når mange andre havde den samme ide. Andre, også af vore kolleger, tog mere let på sagen. De gik og sparkede til jordknoldene langs foragrene, alt imens de afventede, at maskinerne skulle komme tilbage fra turen ned og op. Alt i alt dog lærerigt og samtidig med et godt kollegialt samvær både i marken, mer også på de umagelige bænke i restaurationsteltet, hvor vi nød kartoffelsalaten og frikadellerne sponseret af demonstrationsudvalget. Herlige tider!

Hvad vi var optaget af, vi medlemmer af Foreningen af Maskinkonsulenter:

 

Retlig hører en omtale heraf vel ikke med til foreningens historie, men alligevel skal der nogle bemærkninger med om vor tilværelse, da vi var medlemmer af foreningen.

Rådgivning og til en vis grad undervisning var hovedarbejdsområdet.

Rådgivning om alle de mange tvivlsspørgsmål, der opstod hos vore ”kunder”, medlemmerne af de landøkonomiske foreninger.

En rådgivning, der i stor udstrækning foregik via telefonsamtaler, men også i nogen udstrækning ved besøg på bedrifterne.

Traktorer

Traktoren er som bekendt nøglemaskinen i landbrugets mekanisering. Derfor har spørgsmål om traktorer altid fyldt meget i rådgivningen.

Tilbage omkring foreningens stiftelse var man inde i perioden, hvor spørgsmålet om dieselmotor eller benzinmotor var meget aktuel. Mange var skeptiske i forhold til diesel, idet der omkring denne motortype var mange myter. Det hed sig, at den kunne være vanskelig at starte, var dyr i vedligehold og at reparatørerne ikke rigtig magtede opgaven at klare reparationer af denne motortype. Vi var gennemgående positive over for overgangen til dieseltraktorer, og det viste sig da også, at i løbet af ganske kort tid, var salget af benzintraktorer næsten i nul.

Men i øvrigt, var hele spørgsmålet om pasning og vedligehold af traktorer et stort felt at oplyse om. Banaliteter som olieskift, rensning af luftfilter, renlighed ved oliepåfyldning og omkring hydraulikkoblinger skulle igen og igen påpeges, og det gav resultater. Der opstod forståelse for vigtigheden af disse forholdsregler

Jordbehandling

Så var der jordbehandlingsredskaberne. Her var plov og pløjning store opgaver. Det stod ikke godt til tilbage i 60-erne med plovmodeller. De var ikke alle lige gode til at vende furen, men det kneb også gevaldig med at lære at bruge og indstille ploven og at tilpasse traktor og plov til hinanden.

Derfor var pløjekursus en stor opgave.

Imidlertid kom der i løbet af en kort årrække mange nye plovmodeller og -fabrikater på markedet, og de unge mennesker fik lært at pløje. I løbet af få år ændrede de nypløjede marker sig markant til det bedre. Nu tænker man egentlig ikke over, at der faktisk ikke forekommer elendigt pløjearbejde

Roehakken

Dengang var der også foderroer på markerne, og roehakken var endnu ikke afskaffet. Så kom de enkimede roefrø frem og sammen med dem enkornssåmaskiner. Vi var dengang meget involverede i rådgivning på dette område, og det skal siges, at der skete fremskridt. Efterhånden sagde man farvel til roehakken,

Og med rækkesprøjtning og kemikalier også til radrenseren. Gode roeoptagere og plastik til vinterdækning af roekulerne gjorde egentlig roer til en relativ lidet arbejdskrævende afgrøde.

Men så kom majsen til. Få troede vel rigtigt på, at den skulle slå igennem, men det varede ikke længe, før den viste sig overlegen i forhold til roerne, og så kunne vi godt lægge al vores viden i glemmebogen. Men sådan er det gået med mangt og meget. Der kommer nyt til hele tiden, og det er virkelig en udfordring at følge med.

Får det da aldrig ende

Ofte har man som maskinkonsulent sagt til sig selv. Gad vide, om opgaverne ikke snart slipper op. Nu har landmændene fået alt det nyeste, og nu kan der vel ikke komme mere.

Tænk bare på såbedstilberedningen. Før var det harver i store og endnu større modeller, efterhånden som  de til rådighed stående hestekræfter øgedes. Så dukkede rotorharven og senere såbedssættet kombineret med såmaskinen op, og nu var det helt andre systemer, der vandt indpas. Jeg husker at vi på en studietur til Frankrig stiftede bekendtskab med denne teknik, og vi sagde da, at sådan noget må vi også have i Danmark. Vi tog hjem og fortalte om iagttagelserne. Tog det med i vore foredrag og skrev om det i fagpressen, men det varde noget, før det slog an. Maskinimportørerne var skeptiske, men det kom, og det sejrede.

Teknikken omkring kornhøsten ændrede sig også markant i løbet af en ret kort årrække. Det er ikke mange år siden, at traktorerne slæbte rundt med 5- og 6 fods bugserede mejetærskere og småballepressere med ballekanoner sværmede rundt på markerne. Vi var med, vi klogede i det, Kunne det gå an med storballepressere eller rundballepressere og hvad med håndteringen derhjemme i laden? Jo, der var nok at tage stilling til. Sært at tænke tilbage på.

Siloanlæg

Det var også en stor sag med kornopbevaring. Mange af kollegerne brugte rigtig megen tid på at planlægge kornsiloanlæg og -tørreri. Først var det portionstørreanlæg og højsiloer med de bekendte elevatortårne som overbygning på laderne. Senere blev det plansiloanlæg med beluftning og varmetilskud, og nu er det de amerikanske blanke stålsiloer, der tager over.

Alle kan ikke vide alt

Og sådan kan man blive ved. Utallige nye ting dukker op. Ustandselig er der nyt at sætte sig ind i og at være parat med rådgivning omkring. Undertiden kunne det føles næsten uoverkommeligt at følge med. Heldigvis fandt vi da ud af at trække mere på hinandens specialviden. Nogle viste mere end andre om særlige områder. En eller flere vidste meget om jordbehandling. Andre var uhyre kloge på kornopbevaring, og igen andre kunne projektere markvandingsanlæg, og så hjalp vi hinanden. Det fungerede godt. Aldrig har man mødt nogen, som rugede over egen viden, og ikke ville lade kollegerne få del i dem. Det var positivt.

Lidt morsomme oplevelser


Mere om generalforsamlinger

Herefter lidt mere om foreningens generalforsamlinger. Disse var, eller burde være højdepunkterne i en forenings liv. Vi holdt gode generalforsamlinger.

Formanden aflagde sin beretning, som deltagerne altid takkede for og roste for at være saglig, fyldig og forklarende. Herefter fulgte livlige debatter om aktuelle emner, men dette er omtalt tidligere. (se bilag)

Enkelte ting i formandsberetningerne tages her frem.

Det er for eksempel, hvordan der efterhånden som historien skrider frem bliver meddelt, at den eller den af vore kolleger er gået på pension.

Senere kommer de triste meldinger om tidligere medlemmer og kammerater, der er afgået ved døden, hvorefter der udtales mindeord.

Lidt vemodigt og forstemmende, men en uundgåelig følge af at tiden går, og vi ældes, og at også foreningen bliver ældre.

Opløftende er det så, at formanden også kan byde velkommen til nye medlemmer. Ikke til lige så mange, som afgår.

Da foreningens medlemstal var på sit højeste, var man oppe på 42 aktive medlemmer. Dette antal er herefter gået jævnt tilbage, i takt med strukturændringen i landbruget. Fænomenet seniormedlemmer dukkede i mellemtiden op, og disse fyldte op i medlemsstatistikken, uden dog at være en del af foreningens aktive liv.

Ved mange af de senere års generalforsamlinger har beretningen også omhandlet, hvordan man eventuelt kunne skaffe flere medlemmer. Mange forslag har været fremme, men nej, de store resultater gav det ikke.

Det har altid været en meget grundfæstet indstilling, at kun personer, der beskæftiger sig med rådgivning i teknik i landbruget kunne være medlemmer. Medlemskab ville ikke være muligt, hvis man var ansat af private firmaer. Altså uvildighed for en hver pris, og dette sætter sine begrænsninger.

Uden tvivl var denne indstilling også en medvirkende årsag til, at en fusion med bygningskonsulentforening ikke kunne blive en realitet, I denne forening er man nemlig ikke så principfast med hensyn til disse kriterier.

To gange har der været optræk til en sådan sammenslutning, men begge gange er den blevet nedstemt.

I øvrigt har beretningerne gennem årene været præget af optimisme og tiltro til fremtiden.

Dette uagtet, at vilkårene for foreningens medlemmer ikke er blevet lettere med tiden. Før i tiden med de rundelige tildelinger af statstilskud til landbrugets konsulentvirksomhed gik det som smurt i olie. Så blev midlerne knappere, og faktureringstiden holdt sit indtog. Vær så god at tjene penge, hvis du vil fortsætte i jobbet, hed det sig fra de folkevalgte lederes side.

Ikke særlig let i en decideret rådgivningsvirksomhed, hvor egentlige indtægtsgivende projekter er få.

Et udtryk for de ændrede vilkår fremkom i beretningen i det år, hvor foreningen fyldte 25 år, da formanden i slutningen af sin beretning udtalte: ”Dette at være maskinkonsulent har hidtil været et ønskejob, men fremover må vi desværre regne med, at det bliver mere et job end ønsker”. En noget pessimistisk, men realistisk bemærkning.

Året før blev der refereret fra et møde på Koldkærgård, i hvilket folkevalgte såvel som repræsentanter for bygnings- og maskinkonsulenter deltog, at man fra de folkevalgtes side anså det for ønskeligt, at i fremtidens maskinkonsulentvirksomheder skal være et medlemsunderlag på mindst 10 000 og at et sådant kontor skal have ansat to maskinkonsulenter. Altså et udtryk for en begyndende centralisering.

Samarbejde – specialisering

Man var i disse år særlig meget optaget af, hvordan man får udbygget samarbejdet mellem de enkelte maskinkonsulentkontorer. Disse tanker prægede både formandsberetninger som den efterfølgende debat. Det var et udtryk for, at man erkendte nødvendigheden af en vis specialisering, ude fra den erkendelse, at den enkelte ikke på tilfredsstillende måde magtede rådgivning på alle felter. Herunder blev det ofte påpeget, at vi må have lettere adgang til at kommunikere med hinanden, og de mere fremsynede så det nye fænomen Internettet, som en vældig mulighed.

Mange var dog skeptiske, idet man veg tilbage, dels på grund af de dermed betydelige investeringer, dels problemet med at afse tid til at sætte sig ind i det nye medies muligheder og krav.

Sært nok, at det kun er 20 år siden, at denne situation eksisterede. Nu ville tilværelsen for foreningens medlemmer, såvel arbejdsmæssigt som privat være utænkelig uden Internettet.

Det var gode generalforsamlinger. En slags status over årets resultater, og med visioner over tiden fremover.

Det skal heller ikke lades unævnt, at hvert års generalforsamling blev afsluttet med en selskabelig sammenkomst, en slags høstfest, hvor man spiste godt sammen, drak lidt god vin eller andet alt efter hvad hver enkelt foretrak.

Nogle drak vand, det var dog de færreste. Ret mange ville hellere have øl og andre Gammel Dansk. Stemningen blev skruet godt op. Der blev fortalt historier, og nogle holdt taler. Søren Bækhøj spillede på fløjte, og Ib Vestergaard Thomsen slog i tangenterne på klaveret.

Vor kollega Anders Lunden havde næsten altid digtet en sang til lejligheden. Heri blev der omtalt hændelser fra året der gik, uddelt hæder og ros til alle, Mest til dem, der havde haft næsen lidt langt fremme, medens de mindre næsvise næsten blev skånet. Herligt, festligt!

En enkelt af Aluns kreationer ses nedenstående (gengivet uden med Aluns tilladelse)

Den er fra foreningens 35 års jubilæum

Afslutning

Så er vi kommet frem til det ny årtusinde. Den sidste af ” de gamle” forlader formandsposten og nu er det den unge generation, der styrer foreningen.

I henhold til referaterne fra de følgende generalforsamlinger bliver forholdene mere anspændte. Man drøfter meget maskinrådgivningens fremtid. Flere og flere rådgivningskontorer nedlægges. Strukturudviklingen i landbruget stormer frem, men stadigvæk er F.a.M. En levende og initiativrig forening på trods af vigende medlemstal.

Men hvor længe kan man blive ved?

Det er ikke rart at rejse et sådant spørgsmål.

For at eksistere og opretholde en population, skal der i en bestand være et vist antal individer. Sådan er det i biologien

Dermed er ikke sagt, at det behøver at være det samme, der gør sig gældende i vor gamle hæderkronede forening. Vi må være optimister… men alligevel.

Dette var min slutbemærkning. Nu må de yngre og stadigvæk aktive tager over og fortælle om hændelser i de nærmest bagudliggende år.


Held og lykke siger Aage Sønderby, medlem siden 1967.
© 2017 Foreningen af Maskinkonsulenter 1965-2010